Positivitet..

Hej alle. 🙂

Jeg ved, at der er meget stille på min lille blog for tiden. Det hele drejer sig om, at jeg er ved at slappe af. Jeg kobler simpelthen fra, for at kunne afstresse mig selv. Og det går godt!

Derudover vil jeg bare forklare, hvor fantastisk det er, at der er begyndt at være SÅ meget fokus på psykiske lidelser. Det varmer simpelthen mit hjerte og det er så dejligt, at se andre, der kan relatere til hvordan jeg og andre har det.
Senest så jeg et program på Kanal4, som hedder “Slip Angsten”. Her er det kendte danskere, der fortæller om, hvordan de lever med deres angst. Som der blev sagt i afsnittet jeg så “Angst er et tabu, fordi det ikke kan ses udefra” og hold nu op, hvor er det bare rigtigt. Det gælder selvfølgelig alle psykiske sygdomme, men vi skal starte et sted, med at få brudt tabuet.

Min angst er meget underligt, hvis jeg selv skal sige det. Jeg får oftest panikanfald, men har også social angst.
Når jeg får angst, føles det lidt, som at blive kvalt? Kroppen går i beredskab. Jeg hyperventilerer, får koldsved, bliver svimmel, det sortner for øjnene, jeg bliver tør i munden og jeg forsøger at finde et sted, hvor jeg kan flygte hen. Det er sådan mine panikanfald foregår. Panikanfaldene kommer bare. De bliver oftest udløst af katastrofetanker og disse tanker er jeg desværre god til at skabe.
Mine katastrofetanker omhandler oftest individer jeg holder rigtig meget af, såsom familie, gode venner og selv min hund. Da mine forældre, min bror, svigerinde og min lille “nevø” skulle på ferie, var jeg helt ramt. Jeg var så bange for, at de skulle styrte ned med flyet, at jeg græd i flere dage. Det er ikke noget, som jeg har fortalt til andre, men sådan forholder det sig. Det kan også være venner og veninder, som jeg er bange for at miste. Mine næreste venner betyder nærmest lige så meget for mig, som min familie gør. Derfor kan der også opstå katastrofetanker her. Jeg kæmper oftest en hvis legemsdel ud af bukserne, for at beholde mine venner. Desværre er jeg nået til et punkt nu, hvor jeg bliver nødt til at fravælge de personer, som påvirker mig og mit liv negativt. Venskaber er ikke ensrettede.

Social angsten er lidt anderledes. Det hele udløses af, at jeg ser en person, der kigger på mig og måske kigger lidt underligt på mig. Så begynder jeg at tænke, at det er fordi jeg ser underlig ud. Herfra begynder tankerne at gå amok og jeg får nogenlunde samme symptomer som hos panikangsten. Jeg tænker hele tiden, at alle kigger på mig. Hvis jeg ser folk der griner, er jeg overbevist om, at de griner af mig.
Social angst er en underlig substans. Jeg har altid været meget udadvent og imødekommende. Dette er ændret. Jeg forsøger at flygte, hvis fremmede mennesker prøver at snakke med mig. Det værste er, at jeg jo godt ved, at alle mennesker tror, at alle andre kigger på dem hele tiden. Sådan forholder det sig jo ikke.
Hvis du står i en forsamling med mennesker, tænker alle disse mennesker på “hvad tænker de andre om mig?”, derfor er der ikke særlig fokus på netop én person. Det er denne måde jeg bruger, for at stoppe min social angst. Alle tænker på sig selv og går ikke op i, hvordan du ser ud (overordnet set).

Som overskriften lyder, er jeg fuld af positivitet. Jeg skal prøve at fokusere på mig nu, og mit helbred er vigtigere end så meget andet. Jeg er i bedring og det er kun dejligt.

– Riks.