Hej alle. 🙂

Jeg ved, at der er meget stille på min lille blog for tiden. Det hele drejer sig om, at jeg er ved at slappe af. Jeg kobler simpelthen fra, for at kunne afstresse mig selv. Og det går godt!

Derudover vil jeg bare forklare, hvor fantastisk det er, at der er begyndt at være SÅ meget fokus på psykiske lidelser. Det varmer simpelthen mit hjerte og det er så dejligt, at se andre, der kan relatere til hvordan jeg og andre har det.
Senest så jeg et program på Kanal4, som hedder “Slip Angsten”. Her er det kendte danskere, der fortæller om, hvordan de lever med deres angst. Som der blev sagt i afsnittet jeg så “Angst er et tabu, fordi det ikke kan ses udefra” og hold nu op, hvor er det bare rigtigt. Det gælder selvfølgelig alle psykiske sygdomme, men vi skal starte et sted, med at få brudt tabuet.

Min angst er meget underligt, hvis jeg selv skal sige det. Jeg får oftest panikanfald, men har også social angst.
Når jeg får angst, føles det lidt, som at blive kvalt? Kroppen går i beredskab. Jeg hyperventilerer, får koldsved, bliver svimmel, det sortner for øjnene, jeg bliver tør i munden og jeg forsøger at finde et sted, hvor jeg kan flygte hen. Det er sådan mine panikanfald foregår. Panikanfaldene kommer bare. De bliver oftest udløst af katastrofetanker og disse tanker er jeg desværre god til at skabe.
Mine katastrofetanker omhandler oftest individer jeg holder rigtig meget af, såsom familie, gode venner og selv min hund. Da mine forældre, min bror, svigerinde og min lille “nevø” skulle på ferie, var jeg helt ramt. Jeg var så bange for, at de skulle styrte ned med flyet, at jeg græd i flere dage. Det er ikke noget, som jeg har fortalt til andre, men sådan forholder det sig. Det kan også være venner og veninder, som jeg er bange for at miste. Mine næreste venner betyder nærmest lige så meget for mig, som min familie gør. Derfor kan der også opstå katastrofetanker her. Jeg kæmper oftest en hvis legemsdel ud af bukserne, for at beholde mine venner. Desværre er jeg nået til et punkt nu, hvor jeg bliver nødt til at fravælge de personer, som påvirker mig og mit liv negativt. Venskaber er ikke ensrettede.

Social angsten er lidt anderledes. Det hele udløses af, at jeg ser en person, der kigger på mig og måske kigger lidt underligt på mig. Så begynder jeg at tænke, at det er fordi jeg ser underlig ud. Herfra begynder tankerne at gå amok og jeg får nogenlunde samme symptomer som hos panikangsten. Jeg tænker hele tiden, at alle kigger på mig. Hvis jeg ser folk der griner, er jeg overbevist om, at de griner af mig.
Social angst er en underlig substans. Jeg har altid været meget udadvent og imødekommende. Dette er ændret. Jeg forsøger at flygte, hvis fremmede mennesker prøver at snakke med mig. Det værste er, at jeg jo godt ved, at alle mennesker tror, at alle andre kigger på dem hele tiden. Sådan forholder det sig jo ikke.
Hvis du står i en forsamling med mennesker, tænker alle disse mennesker på “hvad tænker de andre om mig?”, derfor er der ikke særlig fokus på netop én person. Det er denne måde jeg bruger, for at stoppe min social angst. Alle tænker på sig selv og går ikke op i, hvordan du ser ud (overordnet set).

Som overskriften lyder, er jeg fuld af positivitet. Jeg skal prøve at fokusere på mig nu, og mit helbred er vigtigere end så meget andet. Jeg er i bedring og det er kun dejligt.

– Riks.

Hej alle! 🙂

Det hele virker dejligt for tiden. Jeg får slappet meget af og for sørget for at pleje mig selv og mit sind.
Jeg er stadigvæk meget følelsesmæssigt påvirket af alt, der er sket. Jeg skal bruge meget af min tid nu på, at samle stykkerne af mig selv op igen! Rikke skal samles til et helt menneske igen!

Den største bekymring jeg har, lige nu, er om alt det positive jeg oplever, blot er en ny top, før en ny nedtur. Jeg har de skønneste venner, som støtter mig og en fantastisk familie, der også står bag mig. Jeg er sikker på, at det hele er på vej i en ny og positiv retning for mig. Hvis ikke man har sig selv med, i sine valg, så er de valg ligegyldige.

Der er et stort pres på unge i dag. Ud af grundskolen – evt. efterskole – gymnasiet/handelsskole – universitetet – arbejdsmarkedet. Det pres må samfundet også kunne håndtere! Hvis de vil producere evigt stressede unge mennesker, skal de fortsætte denne sti, men samtidigt også gøre plads til, at mennesker falder – og de lander hårdt!
Hvis ikke samfundet kan gøre plads til, at psyken er en lige så vigtig del af arbejdslivet, som den fysiske tilstand, så må de sænke presset.
Vi ser i stigende grad, at folk glemmer, at andre mennesker også kun er levende individer. Det er en forkert tankegang! Vi bliver nødt til, at kunne hjælpe hinanden for at skabe plads til hinanden!

– Riks.

Hej igen allesammen 🙂
Der har været lidt stille fra mig. Der er en god grund.

Jeg er ved at træffe store valg i mit liv lige nu, og det kommer til at påvirke rigtig meget. Det gør selvfølgelig også, at jeg er rigtig stresset.
Der har været et par episoder på universitetet, der åbenbart ikke har plads nok til mig, som syg. Jeg er også blevet meldt syg til eksaminer, så der nu kan fokuseres på, at JEG får det bedre, i stedet for at universitetet skal tjene penge på en, der ikke engang har overskud til at stå op om morgenen.

Jeg bruger lige nu mit liv på, at holde pause. En pause fra alt det der stresser mig aller mest og det er universitetet.
For dem der ikke ved, hvordan universitetet fungerer, så kan jeg fortælle jer, at det er en institution, som er belastet af meget pres og stress. Det er ikke alle der kan holde til at være konstant stresset og jeg er en af dem. Hvor meget er man villig til at betale for sin uddannelse? og er psyken virkelig den pris der er værd at betale? For mit vedkomne er svaret nej. Det gør mig ikke svag, men jeg er i kontrol med min egen krop og mit eget sind. Jeg ved, at jeg ikke bare skal fortsætte, fordi “det er jo det man gør”? Næh nej. Det bliver, undskyld mit franske, sgu uden mig! Jeg er, i dette øjeblik, ved at tage kontrol over mit eget liv, i stedet for at lade det være styret af stressen, angsten samt depressionen!

For at afslutte overskriften:
“I simply call it the bravery of emptiness!” 

Hvis i ikke ved, hvor disse sætninger er fra, vil jeg råde jer til at lytte til Kashmir’s ” Surfing Through the Warm Industry”.

Jeg har det allerede meget bedre, efter at jeg har truffet min beslutning. Nu skal Rikke være fokus i mit liv. Jeg skal finde hende igen, for stressen, angsten og depressionen har gemt hende for mig. Hun skal bare findes og det er ved at ske ganske langsomt, heldigvis!
Jeg har haft to rigtig gode dage og jeg håber kun på at det fortsætter! Jeg har i hverfald fået kastet en sten fra mit hjerte, og jeg er stolt af det! Mit livseventyr fortsætter og denne gang bliver det med mig!

– Riks.

Hej alle! 🙂

Dette blogindlæg vil omhandle min største fjende, depressionen. Det vil samtidigt også være et indlæg, der forklare hvorfor bloggen hedder “Min fantasiverden”.

Jeg har, efter mange samtaler med min psykolog, arbejdet på, at finde ud af hvor min depression stammer fra.
Vi er kommet frem til, at det hele startede for mange år siden, men at jeg den gang ikke fik arbejdet godt og dybt nok med problemerne. Med andre ord, har jeg muligvis haft en depression i 11 år, men som selvfølgelig ikke har været lige så frembrusende hele tiden, som den har været de sidste 2 år.
Jeg har perioder hvor mit liv er fantastisk, hvor jeg er glad og føler mig levende! Men desværre, pga. stress, skal der ikke meget til at vælte mig. Hvis det mindste problem opstår, vender det hele min dag op og ned.

Min depression viser sig i form af tanker omkring mig selv. Jeg tænker oftest, at der ikke er nogen der kan lide mig, at ingen rigtig gider være sammen med mig. Jeg føler mig total isoleret og alene, også selvom jeg er sammen med mine venner eller familie. Derudover får jeg en følelse af, at alt er meningsløst og ligegyldigt, specielt alt det jeg mener og siger.
Generelt er der tale om samtlige negative tanker omkring mig selv, når jeg har det rigtig dårligt. Det er netop emnet depression, der er vanskeligt at forklare.
Personligt, når jeg har det rigtig dårligt, så føles det, som om jeg er det eneste menneske i verden. Den følelse af tomhed og ensomhed føles kvælende.

Når depressionen rammer mig, voldsomt, kan jeg mærke det med det samme, at jeg slår øjnene op om morgenen. Det er en følelse af, at jeg ikke vil op eller jeg kan ikke komme op. Jeg vil bare blive i min seng, for at holde mig væk fra eventuelle negative kommentarer.
Pga. Depressionen, tager jeg også rigtig mange ting personligt. Jeg tror ikke folk er klar over hvor personligt jeg tager det, men det er jo heller ikke deres skyld. Det er mig, der er så selvkritisk, at jeg ikke kan se forskel mellem sjov og sandhed.

Alt dette er grunden til bloggens navn.
“Min fantasiverden” er det univers jeg lever i. Jeg er ved at forstå, at alle de negative tanker om mig selv, er noget der sker i mit hovede. Det samme gælder angsten. Det hele sker i mit hovede og er ikke virkelighed.
I min lille fantasiverden, synes det altsammen som virkelighed. Jeg har altid været dårlig til at tage imod komplimenter og det gør det ikke nemmere for mig, at depressionen bliver ved med, at hive mig ned i et sort hul.

Til sidst vil jeg egentlig bare sige TUSIND TAK! 
Tak til alle de fantastiske mennesker, der støtter mig i alt dette. Det gælder min dejlige familie og mine fantastiske venner. Jeg er så glad for, at mange af jer, har åbnet jeres arme, nu hvor jeg har valgt at stå frem offentligt omkring dette.
Det er meget overvældende og rørende for mig, at folk kontakter mig nu og fortæller om hvad de har været igennem! Og at mange kan relatere til de ting jeg skriver, er bare fantastisk! Tusind tusind tak allesammen!
Vi er IKKE alene! Når folk fortæller mig omkring deres problemer, er det blot ét skridt i den rigtige retning! Vi må stå sammen! Vi er ikke svage mennesker. Vi har bare ladet en masse ting stå på i alt for lang tid! Når du kan mærke hvad din krop og hjerne føler og hvornår de siger fra, har du fundet et tegn på, hvor stærk du er!

– Riks!

Hej igen 🙂

Lige nu, som dette bliver læst, sidder jeg i en ekstrem periode med stress.
Som jeg beskrev tidligere, har jeg tre diagnoser, men jeg prøver for alt i verden, at undgå at leve som dem. Jeg vil ikke være mine diagnoser og jeg vil ikke leve efter dem.
Stress denne gang, er grundet episoder på mit universitet samt eksamensstress. Når jeg får stress, får jeg en række symptomer, som kan være gode at beskrive her, så andre kan være opmærksomme på dem.

Symptomer:
1. Jeg er meget træt.
– Jeg bliver nemt udkørt, når jeg har stress. Grunden til dette er, at når jeg skal sove om aftenen, tænker jeg over alle de ting jeg skal nå og derved stresser jeg. Det er en ond cirkel (eller katastrofetanker) som jeg skal forsøge at få stoppet, for at kunne finde ro.

2. Jeg spiser ikke.
– Når jeg bliver udsat for ekstrem stress, som jeg gør lige nu, mister jeg min appetit. Der kan gå flere dage, hvor jeg spiser minimalt. Det værste jeg har været udsat for, har været ét måltid på ca. 2-3 dage. Hvis jeg spiser, når jeg er meget stresset, går der omkring 30 minutter, så brækker jeg mig. Jeg kan først spise ordenligt igen, når mit stressniveau er nedsænket.

3. Jeg er ked af det.
– Jeg er meget ked af det, når jeg er stresset. Jeg prøver at nå alt, for at gøre mig selv og alle glade, men dette er stort set umuligt når man er stresset. Jeg prøver altid at sige til mig selv, at “det hele skal nok gå, du skal bare have kontrol igen”.

4. Jeg er rastløs.
– Dette punkt hører sammen med søvnløsheden. Det er et svært på at beskrive, for jeg er så udkørt  hele tiden og alligevel restløs. Det ændre samtidigt mit humør til at være trist eller små gnaven. Det værste er, når mit humør gør udover folk jeg holder af.

5. Jeg får smerter.
Stress opfører sig forskelligt fra person til person. Jeg får ovenstående symptomer, men samtidigt får jeg også smerter rundt omkring i min krop. Det mest normale for stressramte, er en trykken/stikken i brystet. Og når jeg siger trykken/stikken for brystet, så mener jeg det. Det kan gøre usædvanligt ondt og det gør det oftest ved mig. Derudover får jeg smerter i maven og omkring solar plexus. Mindre smerter kan være hovedpine og ledsmerter.

6. Jeg går i panik.
Hvis jeg bliver ramt af noget stressfremkaldende, som er mere eller mindre uventet, begynder jeg at panikke. Dette skete for mig igår. Når jeg får disse anfald (Panikangst/anfald), begynder jeg at græde, ryste og hyperventilerer. Disse anfald kan vare længe. Dagen efter, at jeg har haft et angstanfald, er min krop helt udkørt og jeg kan stadigvæk ryste.

Generelt når jeg bliver ramt af denne form for stress, føles jeg tom indvendig, men samtidigt gør hele min krop ondt, fordi den prøver at sende mig signaler om, at jeg er i fare.
Det hele føles som en form for svigt, men svigt fra en selv. At du ikke kan passe på dig selv, at du ikke kan gøre tingene godt nok og at du føler dig selv som en fiasko. Når disse tanker kommer ind over stressepisoden, begynder depressionen at tage over. Depressionen gør det muligt for dig, at nedgøre dig selv. Derved får du det dårligere og dårligere, du præsterer dårligere og bliver stresset. Derefter får du panikanfald og depressionen taler til dig igen. Det hele er én lang ond spiral, som du skal knække koden til, hvordan du kommer ud af.

Det værste der kan ske for en, der har det på samme måde som jeg, er at folk undgår en. Samtidigt er det også et slag for den syge, at få at vide “du skal bare tage dig sammen”. Det er jo det vi prøver på! Det er bare ikke lige til.
Man siger jo heller ikke til en, der har en eller anden form for sygdom, at de skal tage sig sammen? Udefrakommende må forstå, at vi kæmper med næb og klør! Vi bruger ALT energi i kroppen, bare for at kunne klare os igennem én enkelt dag! Vi bruger ALT energi på at være sammen med de mennesker, som vi holder af, så at sige at “vi bare skal tage os sammen” er en direkte hån mod alle os, der kæmper en kamp hver evige, eneste dag!

– Riks.